Morgans Mercs

De Forbandede


Forfatteren intro.

Engang for mange år siden snakkede vi om nogle af vores yndlings classes og karaktere. Jeg skrev en smule ned dengang, og igår gik jeg så ignag med at skrive en smule. Historien handler om Morgan, den uheldige leder af et lille mercenary-band, og det meste af historien kommer nok til at blive fortalt fra hans synsvinkel. Morgan er inspireret af Rickos ønske om at have en effektiv hex-ranger. Jeg har valgt at skrive fra hans synsvinkel, da Rasmus er hovedpersonen i vampyrhistorien, og jeg ikke har Kim eller Jacobs karaktere endnu (de er ved at blive lavet!).

Sammen med Morgan er hans trofaste følgesvende:

• Den små-psykopatiske summoner, Kalimedes (Kal blandt venner)

• Serron den vise, men traumatiserede Thorn-mage. (Rasmus)

• Flere kommer, men har ikke lavet Kim og Jacob endnu, sorry.

Akt 1 - Morgans migræne

Lark var en klog mand. Han blev bragt til verden, som anden søn af to trælle, på en fattig gård for 25 somre siden. Et barn af en træl var mindre værd end noget andet, køer kunne jo malkes, trælle kunne arbejde, og grise kunne spises. Et trællebarn skulle fødes og passes. Hvis et trællebarn ikke så ud som om det ikke ville være investeringen værd, så blev det aflivet.

Lark havde været værd at investere i, han var stærkere end alle de andre drenge, og lærte at læse og skrive i smug og kunne håndtere store tal. En dag opdagede herren af lenet hvad Lark kunne, og erklærede at hans talenter blev spildt på en ussel gård. Lensherren tog Lark med til hans fort samme dag, det var sidste gang Lark så sin familie, han nåede ikke engang at sige farvel. Men Lark var klog, så han sagde ikke noget, ej heller gav han det mindste udtryk for at hans sjæl var knust af sorg, det ville kun gøre situationen værre.

Lark levede på fortet i mange år, hvor han blev uddannet som skriver og administrator, men han fik aldrig løn for en søn af en træl er selv en træl. Aldrig beklagede Lark sig, eller gav udtryk for utilfredshed, for han var en klog mand. Da en røvergruppe kaldet Øglebanden, bestående af desertører og usle tyveknægte, angreb fortet, åbnede Lark porten for dem og smilte for første gang i 10 år da han så lensherren spiddet som en gris midt i festsalen. De næste par år hærgede Lark de afsidesliggende landsbyer og angreb rejsende på landevejen sammen med hans nye bande.

For første gang i Larks betød det intet at han var anden søn af en træl. For første gang var han ikke hæmmet af sin fødsel, der var ingen der kunne hæmme hans magt længere. Under Larks lederskab voksede bandens rigdom og størrelse. Han forudså kongens patruljer så hans bande kunne undgå dem og han slagtede de arrogante gårdejere, borgmestre, lensherrer eller rige rejsende som aldrig havde prøvet sand fattigdom. Han var født ind i en verden hvor han ikke kunne eje noget på grund af uretfærdige omstændigheder, fra hans perspektiv var der en guddommelig retfærdighed i hans arbejde.

Det bragte ham til dette øjeblik. Det startede ud som et normalt overfald af rige rejsende, men var hurtigt ved at udvikle sig til noget som var helt uden for Larks kalkuleringer. Hans bande havde overvåget en dyster vej dybt inde i dunkelskoven, 20 mand med armbrøster og buer gemt i skovbrynet og træerne, med Hovedkvaser og Stærkarm til at spærrede vejen og intimidere de rejsende. De kunne have skudt dem fulde af huller før de kom i syne, men Larks bande dræbte ikke hvis de kunne tage alt fra de rejsende og vise dem hvad det ville sige at eje intet!

Da de først spottede de rejsende var der ingen tegn på at dette overfald ville være anderledes end alle de andre. De rejsende var tre mænd, en til hest, en som gik med en mærkelig vandrestok, og en mand bevæbnet med en bue. Udover buen var de alle våbenløse, det burde være et nemt bytte.

”Vi er de flinke toldere...” sagde Hovedknuser med et grisk smil da de sagesløse ofre var trådt ind i bagholdet.

”...og i skal betale skovtold” afsluttede Stærkarm mens han svingede sin skovhuggeøkse på en truende måde.

Alt imens hans røvere udplyndrede de rejsende, kunne Lark nærstudere dem fra træernes skjul. Manden med buen var den mest unormale og interessante af de unge mænd. Han havde et åbent karismatisk ansigt og langt hår, men med en usædvanlig farve, hvid. Han havde samlet håret i en skæv venstresnoet hestehale, som mindede om den måde de legendariske Skyggeriddere traditionelt satte deres hår. Hårstilen var dog hurtigt kommet på mode blandt fans og de ynkelige krigere, som håbede på at kunne skræmme dumme banditter ved at udnytte Skyggeriddernes ry. Hvis Lark skulle gætte vil han tror at den unge mand faldt i den sidste kategori. Hans tøj var af slidt læder, hvis oprindelige farve var uigenkendelig, men med et hav af hasper, kæder og bælter snoet rundt. Sikkert for at tøjet ikke skulle falde fra hinanden.

Den anden af de unge mænd, var også usædvanlig, men på en mere stille facon. Han var iklædt en tung nattesort kutte med en nedtrukken hætte, som skjulte det meste af hans ansigt.

Det sidste medlem af gruppen, var sandsynligvis lederen. Han var ekstremt veldresseret, gik med rank ryk og havde en enormt arrogant attitude som kun kan komme fra den sande nobilitet. Lark ville nyde at vise ham verden fra hans perspektiv. Den unge mand gik med rejsetøj af fineste kvalitet, støvler af drageskind, smaragd-indbefattede øreringe, rejsekappe af silke og mithril og så var der hans stav. Det var ikke en troldmandsstav for der var ingen katalysator, såsom ædelstene eller andet, indbefattet i den. Det var en halvanden meter lang stav, af kulsort træ, som helt klart hverken var tilskåret eller bearbejdet, den så faktisk ud som om den var skåret fra et dødt træ. Langs staven snoede hundredvis af mørke torne sig i grumme mønstre. Den kunne ikke være magisk, men den så umådelig værdifuld ud.

Den første der reagerede på Hovedknuser og Stærkarm var den mest iøjnefaldende af ofrene, manden med buen.

Han gjorde en afvæbne bevægelse gav et beroligende smil ”En told for at gå i skoven, det lyder da helt naturligt og absolut rimeligt. Vi betaler gerne, for vi vil ikke have problemer. Vil. Vi. Vel.” De sidste sætninger blev sagt med en undertone af stål i stemmen, mens han kiggede meget sigende på hans medrejsende. Det virkede ikke som om at det var et spørgsmål

”Du valgte vejen, du tager ansvaret. Det var aftalen.” Sagde den kutteklædte mand med en næsten forventningsfuld tone.

Bueskytten gav hans rejsefælde et irriteret blik ”Jeg sagde jeg ville tage ansvar, ikke at jeg ville begå massemord for din underholdning! Vi betaler deres told, som normale rejsende ville gøre, og fortsætter til Kongernes By som planlagt.” Erklærede bueskytten med en autoritær stemme, som enhver leder ville misunde ham.

Lark var en lamslået mand. Ofrende var gået fra at give hans bande minimal opmærksomhed til at direkte ignorere dem. Sådan opførte ofre sig ikke! Hans bande kiggede forvirrede rundt på hinanden, mens det tredje offer indtil videre slet ikke havde anerkendt at vejen var spærret og kiggede uinteresseret på hans rejsekammeraters bizarre skænderi.

Før Lark kunne beslutte sig til om han skulle angribe dem eller trække sig tilbage fortsatte den kutteklædte mand skænderiet. ”Okay, okay. Du er lederen, du bestemmer,” sagde han med en tone af bedragerisk medgørlighed ”men hvis de tager min hest, hvordan tror du så mit humør vil være når vi når frem?” Truede han.

”Kal, stop nu. Jeg betaler for vores tab med min del af rovet.” Sagde bueskytten med en stemme der indikerede uendelig træthed.

Lark havde nu bemærket en anden usædvanlig ting ved bueskytten, en ting som man nemt kunne overse ved første øjekast. Når man kiggede nærmere opdagede Lark at selvom manden havde en bue, havde han ikke noget pilekogger. Han havde derimod 15-20 pile spændt til hans bælter, alle med forskellige pilespidser. Nogen af pilene så endda ud til at have selvlysene runer!? Lark skulle lige til at afblæse overfaldet da tingene begyndte at eskalere.

”Hvis du betaler, så kan jeg jo ikke brokke mig, men...” nu vendte den kutteklædte mand, kaldet Kal, hovedet mod rigmandssønnen ”...er du okay med at de tager din stav, Serron?” sagde Kal med med en falsk alvorlighed i stemmen.

Rigmandssønnen kiggede rundt som om han så røverne for første gang, og hans ansigt formørkedes til en maske af had. ”Tornen er farlig. Tornen er ærlig. Hvis du prøver at udplyndre Tornen, så må du ønske at blive spiddet. Du må ønske at dit blod skal flyde fra Tornen. Du må ønske døden.” Sagde Serron med et en stemme kold som afgrunden.

”Kal, din forbandede nidding!” Udbrød bueskytten rasende.

Lark havde ikke tid til at reagere, rigmandssønnen trådte frem i en dramatisk bevægelse og trækronerne begyndte at bevæge sig. Hovedknuser og Stærkarm angreb med deres økser, men bueskytten havde fået trukket sin bue med en unaturlig fart. To pile sprang fra hans bue med lysets hast, efterfulgt af et blåligt skær i deres slipstrøm.

Hovedknuser døde først. Da pilen ramte ham, stoppede han med et. Der var ikke noget blod, men han kunne ikke bevæge sig. Hans ansigtstræk ændrede sig fra forbløffelse til umenneskelig smerte på under et sekund. Han prøvede at skrige men der kom ingen lyd ud. Ved en kræftanstrengelse prøvede han at bevæge sig, men hans krop var i opløsning. I et blåt lysglimt forstøvede Hovedknusers atomer. Stærkarm led samme skæbne øjeblikket efter.

Lark var lammet af skræk. Aldrig havde han set nogen mand tilintetgjort på en så umenneskelig måde, og deres morder så næsten sørgmodig ud da han slettede deres eksistens. Alarmeret så Lark nu at bueskyttens øjne havde ændret sig, de lyste. Han havde stormblå, næsten grå øjne, med små lysende dæmonrøde runer indgraveret!

Så begyndte skrigene fra træerne. Lark så aldrig hvad hans skytter blev udsat for i træerne, men skrigende var sønderrivende. Aldrig havde han følt en blodtørst så stor, som den der sprang fra rigmandssønnen i røde bølger.

Lige så pludseligt som skrigende var startet, stoppede de. De mænd som ikke havdet siddet i træerne begyndte nu at flygte. Lark prøvede også at flygte, men han var lammet af rædsel, og i stedet for at løbe, sank han bare sammen på jorden. Det reddede hans liv. Han så slet ikke bueskyttens bevægelse, men han affyrede et hav af pile øjeblikkeligt. Men et hult ”thump” faldt alle de flygtende røvere om med en pil siddende i ryggen. I træet bag Lark, i den samme højde som hans hoved havde været sekundet forinden, sad der en sort pil som dirrede fra sammenstødet med det sagesløse træ. Der var en skræmmende stilhed, mens Lark stille bad til alle de guder han kendte for at hans overlevelse var forblevet ubemærket.

På under 15 sekunder var hele hans bande blevet udryddet. En sadistisk latter dræbte stilheden. ”Du er en fabelagtig dræber Morgan” kaglede Kal.

Bueskytten kaldet Morgan vendte sig mod Kal, ”Din psykotiske morder.” sagde han, men fornærmelsen var mere opgivende end anklagende.

Kal prøvede forgæves at stoppe hans morbide latter ”Jeg dræbte ikke en eneste mand, dig og Serron klarede det fint selv” sagde han og blev ramt af endnu et upassende latteranfald.

Morgan fik et snedigt blik i øjnene ”Kal, du glemmer at jeg gav dem mit ord. Jeg sagde at vi ville betale deres told. Da tolderne er døde bliver jeg vel nødt til at vurdere hvad en rimelig told ville være, jeg foreslår... hestekød.” Sagde han og fyrede to pile ind i Kals hest.

Dette stoppede brat Kals latter. ”Min hest!” råbte han forarget mens han prøvede at at undgå at blive fanget under hans døende hest.

Da Kal kom på benene igen, under hans rejsefælders brølene latter, kiggede han mørkt på dem og mumlede noget om humorforladte bueskytter.

Lark så dem gå videre af skovstien, mens de småskændtes, og takkede sine skytsengle for deres nåde, da han fangede Morgans blik. Bueskytten stirrede direkte på ham, og Lark viste at det var hans tid til at dø. Men bueskytten gav ham bare et sigende smil, og puttede en enkelt finger op foran munden i det universelle tegn for ”shhh” og gik videre.

Morgans mercs del 2 - Nu med 900% mere Jacob

Morgan var begyndt at fortryde at han skød den forbandede hest. Siden de havde gjort det af med skovrøverne, havde de rejst tre dage, og var nu endelig nået til Kongernes By. Problemet var Kal, i starten havde han brokket sig, truet med helvedes ild og svoret at forgifte Morgans mad, men den sidste dags tid var han blevet helt stille inde i sin dybe kutte. Morgan viste at Kal ikke var typen der bar nag, så hans blodtørst kom ikke fra et begær om hævn. Sandsynligvis var det en blodig irritation af at skulle gå så langt, det kunne udvikle sig hurtigt hvis Morgan ikke var opmærksom. Det betød at Morgan skulle bruge en væsentlig del af hans energi på at sikre at Kal ikke startede en blodig massakre.

Derudover så var Serron komplet ubehjælpsom omkring det hele. Efter at have hørt på Kal et helt døgn konkluderede han åbenbart at det hele var Morgans fejl, som han gjorde klart en aften ved bålet mens Kal var ude og ofre til sine dæmoniske kontrakter

"Morgan, du må have vidst at det ville ende sådan her. Med 3 heste kunne vi havde være fremme i nat, men du tænkte måske at at vi begge ville nyde noget ekstra kvalitetstid med Kal nu hvor vores rejse er blevet forlænget med en dag eller to? Hvis det er tilfældet så lad mig med det samme gøre dig opmærksom på at ingen tilbringer mere tid sammen med Kal end højst nødvendigt. Jeg har en teori om at selve planeten kun  er i kredsløb fordi den prøver at undslippe ham."

Morgan havde ikke givet et svar, men havde i stedet mumlet noget om at planeten måske også prøvede at undslippe bagkloge og bedrevidne prinser.

For at gøre det hele mere besværligt så var Morgans dysfunktionelle gruppe på vej for at mødes med de to resterende generaler et sted i Kongernes By, en by bestående af 3 millioner mennesker.  Åbenbart så var Morgan den eneste i gruppen der indså hvordan det kunne blive et problem at finde to personer, på et uspecificeret sted, på et uspecificeret tidspunkt i et enorm metropolis.

Kongernes By i sig selv var et imponerende syn. Den havde fået sit navn efter de 7 konger der regerede hver deres del af byen, hver konge havde sit eget palads, med omliggende mur og marked. Udefra lignede det et clusterfuck af tårne, spir og slotte. Dværgenes massive og velbevogtede banker stod side om side med Præstekongens enorme katedraler og umenneskernes dæmoniske labyrinter. I grænselandet mellem de 7 riger herskede der en vis form for fred og det var her det store marked lå. Alle rigerne kunne frit handle her, og der blev udøvet en hård disciplin for at holde området neutralt, da købmændene ikke ville miste deres indtægter og kongerne forstod vigtigheden af at have et diplomatisk fristed. Alle der truede freden i grænselandet ville tiltrække sig alle 7 rigers vrede.

Morgan vidste at der var noget helt galt da de nåede byporten. Ved middagstid var der som regel fyldt med liv og karavaner der kom til og fra byen med deres gods. I dag var der næsten øde, der stod kun 2 portvagter, i heldækkende pladerustning med hænderne på deres våben. Morgan nærmede sig dem da han nåede hen til porten, han kunne mærke deres anspændthed igennem deres rustninger.

”Vær hilset! Hvad nyt fra den evige stad?” Hilste han.

Vagten studerede Morgan  med varsomt øjne "Borgerkrigen.”

Morgan lod sig ikke gå på at det aldeles uniformerende svar ”Hvad!? Kongerne har hersket over hvert deres rige i et årtusind. Der har altid været nogle problemer her og der, men hvad mener du med borgerkrigen!?”

”Det startede for en uge siden, Præstekongen blev fundet død, halshugget og hans hoved udstillet på et spyd i grænselandet.” Vagtens stemme var ru og følelsesladt, som om han mindedes en særligt grusom og traumatisk oplevelse.

Han fortsatte med tone af desperation og en smule vanvid, ”dagen efter var det dværgenes højkonge, dernæst Eon den udødelige. Alle fik de deres hoved sat på spyd og udstillet i grænselandet!”

”pffft, Nærmere Eon den knap så udødelige. Hahahahahaha” Sagde Kal og begyndte med en ekstremt upassende latter.

Den Glemte Prins havde heldigvis en af sine mere klare øjeblikke, og trak Kal væk fra porten mens han desperat prøve at kvæle Kals latter. Han sendte Morgan et undskyldende blik mens han trak deres mentalt forstyrrede ven væk fra porten og forhindrede en diplomatisk krise. Heldigvis så det ud til at vagten var så optaget af sin fortælling at han slet ikke havde opdaget Kal.

”Hver dag var den en ny konge, altid dukker deres hoved op i grænselandet. Kun Dæmonernes Herre er stadigvæk i live. Alle bebrejder hinanden, kaos hersker, hvis det sidste hoved dukker op vil der ikke være nogen ledere tilbage i Kongernes by!!! Vi er alle fortabt! Rædslernes tid er begyndt!”

Morgan kunne høre at Kal prøvede at lave en ny ”joke” men heldigvis havde prinsen styr på ham og kvalte hvad det var han var ved at sige. Med hensyn til hvor udslidt vagten virkede så valgte Morgan at bruge takt og høflighed.

”Et enkelt spørgsmål, hvis de tillader? Ved du hvor vi kan finde Rigets Lyst?”

”Det er den største kro i byen, den ligger næsten i centrum af grænselandet. Hvis du bare forstætter at denne vej kan du ikke undgå at se den.” Sagde vagten mens han pegede ind mod byen.

”Vi er dig meget taknemmelige min gode mand, vi vil håbe på bedre tider.” Sagde Morgan og trak hans mest inkompetente generaler ind gennem porten.

Da de var ude af vagternes umiddelbare nærhed lagde Serron stemme til de tanker de alle tænkte.

”6 konger døde og ingen ved hvem morderen er! At dræbe så mange velbeskyttede og mægtige mænd uden at blive identificeret... Sådan en bedrift kræve en snigmorder med guddommelige evner. Det er sikkert en tilfældighed, men var det ikke meningen at vi i denne by skulle mødes med en person som ville passe til denne beskrivelse?”  

Morgan ansigt formørkedes, men før han kunne nå at svare brød Kal ind.

”At dræbe alle kongerne og starte en blodig borgerkrig, det er jo genialt! Bare tænk på alt det kaos der vil opstå, mens byen er optaget af krigen, så vil vi overtage det hele! Det er godt nok en blodig og ondskabsfuld plan, jeg vidste slet ikke at du havde det i dig Morgan, men du overrasker mig altid.”

Morgan vidste ikke hvad der pissede ham af mest, den glæde som Kal havde i stemmen, den måde hvorpå Serron kiggede forundret på Morgan, eller at han selv i et kort øjeblik overvejede det utænkelige. Det sagde Morgan noget om hvor udmattet han var når han, for et kort øjeblik, var ved at lade sig rådgive af Kal. Men selvom Morgans fortid måske var lidt plettet, så var han ikke klar til at starte en lang og blodig borgerkrig for en smule overvurderet status og magt. Det ville også være enormt tidskrævende og drænende at skulle være ansvarlig for en hel by, et enkelt kompagni lejesoldater var mere end nok, en hel by ville være vanvid.

Da Morgan ikke havde svaret, var Kal kommet frem til sin egen konklusion og var begyndt at nynne hvad der lød som en marcheringsmelodi, foruroligende nok lød den som den gutturale melodi som den sang helvedes hære sang når de marchere ud af de sorte porte. Det var dybt problematisk at Kal kunne forstå eller i hvert fald imitere et dæmonisk højsprog, men Morgan vidste ikke helt hvordan han kunne konfrontere ham uden at afsløre hvordan han selv forstod det. Så i sidste ende gjorde han hvad han ofte ende med at gøre når det kom til Kal, han kiggede Kal i øjnende og lod en smule af hans indre monster komme op til overfladen. Morgan vidste godt der var en del af ham som husere en sjæl af mørke og magt, det var den del som Morgan brugte en stor del af hans liv på at undertrykke og gemme. Men nogle gange lod han den umenneskelige side af ham selv skinne igennem. Morgan vidste ikke hvad andre så når han gjorde det, men svage sjæle var blevet knust, soldater var flygtede i rædsel og konger havde bøjede sig i støvet. Det påvirkede Kal en smule anderledes. Han viste ganske vist en absolut dyrisk rædsel da han mødte Morgans øjne (hvad man end kunne sige om Kal, så havde han gode instinkter), men mere end det så udviste han ærefrygt og respekt. Hvad end det var der var galt med Kal, så fik det ham til at tie stille.

Resten af gå turen forgik i stilhed. Selvom Serron gav Morgan en del fordømmende og misbilligende blikke. Morgan vidste godt hvorfor det var at prinsen kiggede på ham på den måde, de havde begge en mørk side af dem selv som de kæmpede med og Serron så Morgans magtudøvelse som en unødvendig risiko for spirituel korruption.

Efter en times vandring, hvor Morgan havde stoppet ofte og hentet flere informationer om kongemordende, ankom han til Rigets Lyst med hans generaler. Rigets Lyst var en enorm bygning som var både en spillehal, et bordel og en kro. Her blev de største og vigtigste diplomatiske møder afholdt og de mest groteske og perverse fantasier blev opfyldt. Det var knudepunktet i grænselandet og måske det mest bevogtede sted i hele byen, da det virkede som en de facto ambassade for alle syv riger. Naturligvis så ville en morder af seks konger aldrig være til at finde her, medmindre han var en smule vandvittig og besad en tvistet og sadistisk form for humor. Desværre så var Morgans general og øverste snigmorder netop denne type person.

Efter at have fået adgang til etablissementet ved hjælp af nogle simple bestikkelser, fandt Morgan hans snigmorder, Tarano, i diplomaternes hal på anden sal af Rigets Lyst. Tarano var startet som alle andre, født som menneske, til et liv i solen og med de normale glæder og sorger som forekommer for dødelige. Men skæbnen havde revet ham væk fra en normal fremtid, for hans klan var med i en urgammel kult af de mægtigste snigmorder. Da Tarano var 16 år gammel havde hans familie påkaldt en dæmon af usammenlignelig styrke ind i hans krop. Som Morgan havde fået det fortalt, så var planen at Taranos sjæl skulle være et offer for at få dæmonens gunst, det kunne måske også havde virket hvis deres offer havde været en anden. Men allerede i en alder af 16 år var Tarano stærkere end nogen i hans klan havde indset. Han havde fra en tidlig alder perfekteret alle mestrenes kamstile og havde i sin tørst for mere viden, sneget sig ind i de hemmelige biblioteker og lært de forbudte tekniker. Så det formodede sagesløse offer for dæmonkongen, var ikke klar til at opgive sin sjæl og krop. Morgan var ikke helt sikker på hvem der havde vundet kampen, men han vidste at der nu huserede to sjæle i Taranos krop og at Tarano var det sidste overlevende af hans klan.

I diplomaternes hal stod Tarano og snakkede med to ambassadører af høj status. Morgan gjorde sig selv uset da han trådte ind i rummet, men Tarano med hans gode instinkter for fare, stoppede brat hans samtale og bevægede sig smidigt gennem folkemængden og over mod vinduet. Det så ikke ud som om Tarano faktisk havde opdaget at Morgan var her, men hans reaktion var mere baseret nogle instinkter der kom fra den dyrisk side af hans natur. Før Tarano nåede særlig langt gav Morgan sig til kende fra den anden side af rummet.

”Tarano, vores mission skal til at starte, du hidkaldes!”

Tarano gav et sidste længselsfuldt hen mod vinduerne som han næsten havde nået. Morgans udråb havde skabt en hvis stilhed i hallen, hvor hævede stemmer var set på med misbilligelse, de fleste havde blikket rettet mod de to mercs. Tarano kiggede rundt i rummet, tydeligt irriteret over at være centeret af mængdens opmærksomhed, og i med et anklagende blik mod Morgan opløste han sig selv i en  sværm af krager. Kaos brød  ud i hallen. Krager var set som en dårligt varsel og det eneste spor som var alment kendt i de kongemord som have hærget byen, var at hver gang at morderen var lige ved at blive fanget blev han til krager og undslap hans forfølgere. Morgan gav et inderligt og dybtfølt suk. Tarano havde intet problem med at angribe den samlede bygarde uden at blinke, men lige så snart han fik for meget opmærksomhed så flygtede han. Men i den tid Morgan havde kendt ham, var det også det eneste usædvanlige karaktertræk som Tarano udviste og hvis hans andre generaler var noget at gå efter, så kunne det være meget værre. Der var selvfølgelig også hans tendens til at gå amok og bringe kaos til at hvad han rør, plus hans nye kongemyrder hobby.

Morgan gik i et med den skrigende mængde og forsvandt hurtigt og uset tilbage til deres lejede konferencehal, hvor Kal, Serron og Tarano ventede. Da Morgan gik ind i rummet var han vidne til en sjældenhed, da han kom ind så han nemlig en ekstrem usædvanlig ophidset Serron. Han stod med et udtryk af intens vantro malet i ansigtet og var i gang med en heftigt diskussion med den nyligt materialiserede snigmorder.

”Så efter at denne kvinde gav dig sin historie, besluttede du at den bedste måde at opnå retfærdighed på var ved at slagte hele byens ledelses og ødelægge dets struktur!?” Sagde Serron mens hans spredte armene ud i en opgivende bevægelse.

”Nej, nej, nej.” Svarede Tarano i en lavmælt men lige så intens stemme, ”7 personer står med det ultimative ansvar for hvad hun blev udsat for, jeg er bare retfærdighedens blad i denne sammenhæng.” Tarano gav indtrykket af at have gentaget denne sætning flere gange, og virkede en smule irriteret over at hans perfekte argumentering ikke var nok til at berolige den faldne prins.

Serron trådte aggressivt hen mod snigmorderen og hævede stemmen, ”DE ER KONGER. DE HAR RETTEN! DE ER RETFÆRDIGHEDEN!”

Morgan tænkte at snigmordere der myrdede de royale nok var lidt af et ømt punkt for Serron, taget i betragtning af at hele hans familie døde under lignende omstændigheder. Tarano vidste nok ikke den lille detalje af Serrons fortid og det virkede ikke som om nogen af dem var klar til at diskutere det på en mere rolig facon.

Før Morgan nåede at træde ind for at stoppe det meningsløse skænderi, kom Kal ham i forkøbet.  ”Tag det nu roligt Serron.” Sagde den svært forstyrrede dæmon-tilbeder, mens han langsomt bevægede sig ind i mellem de to generaler. ”Du er ved at blive ophidset og hvis du går berserk igen så vil halvdelen af byen bliver ødelagt før vi kan stoppe dig. Hvis det sker så vil du have skabt mere ødelæggelse end selv Tarano har formået. Er det virkelig hvad du vil, Så vil du ikke engang være bedre en en dæmon. Du vil ikke engang være bedre end en ond, blodtørstig, usoigneret, mindre-bemidlet dæmon!”

Det virkede som om at Kals utrolig dårlige argumentation faktisk virkede til at berolige prinsen en smule, desværre så havde det lige den omvendte effekt på den såkaldte dæmon. Tarano brød sig bestemt ikke om at blive kaldt ond og da slet ikke af en amoralsk massemorder. Hans øjne blev komplet sorte og en mørk og grusom energi begyndte at pulsere fra ham. Med død i blikket og uden at ytre et ord begyndte Tarano at gå frem mod Kal, der så upassende tilfreds ud med situationens nye drejning. Morgan gav endnu et inderligt suk, og anklagede sig selv for at være dum nok til at tro på at Kals involvering på nogen mulig måde kunne hjælpe på noget som helst.

”Det er nok.” Morgan orkede ikke at hæve sin stemme, men han lagde nok vold i sine ord til at ingen kunne misforstå truslen. Kal drejede hoved mod Morgan og gav ham et dybt såret blik, som om at Morgan lige have taget noget dyrebart fra ham. Tarano gav ingen synlige tegn på at han havde hørt Morgan, men han trak dog sin aura tilbage. Prinsen tog på en eller anden måde Morgans bemærkning som et debat oplæg, ”Det er en sand leder forundt at kunne stoppe stridigheder med blot et par ord, men en i sandhed stor leder ville aldrig have ladet stridigheden opstå i første omgang.” Morgan kiggede vantro på Serron. Han var fristet til at påpege at i Serron's tid som Prins endte alle konflikter altid med at blive løst ved at Prinsen slagtede alle parter i et usammenligneligt grusomt blodbad. Men på den anden side så virkede prinses konfliktløsning efterhånden rimelig attraktiv til denne situation.

Morgan skubbede hastigt alle tanker af massemord væk. Selvom stilheden og roen ville være befriende så ville det være dumt og ugennemtænkt. Han havde stadigvæk ting der skulle klares, mål som opnås og gamle regnskaber der skulle gøres op.      

I stedet så vente han tankerne mod nuet og blikket mod Tarano.

”Tarano, forklar.”

Tarano gav Morgan et langt køligt blik, men trak så på skulderne og gik i gang med at fortælle hvad der var sket de sidste 6 dage.